Claus

Isak Kornerup Houe

Isak Kornerup Houe har det sidste halve år været formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH), en paraplyorganisation for ungdomshandicapforeninger. Foreningen er blandt andet en interessepolitisk forening. Isak fortæller:

Formandsarbejdet
Jeg var frivillig i Muskelsvindfonden, da jeg blev headhuntet til bestyrelsen i SUMH. En, som jeg kender, var bestyrelsesformand og vidste, at politisk arbejde er noget, jeg er god til og brænder for. Det er første gang, jeg har en ledende stilling. Jeg har lavet en del bestyrelsesarbejde før, blandt andet som næstformand i SUMH, men der er stor forskel på det og formandsrollen.

Som formand skal jeg have det store overblik og gøre mig tanker på tværs af de politiske områder, som foreningen arbejder inden for. Jeg skal samle trådene og fungere som sparringspartner for vores ansatte og for bestyrelse og udvalg. Før jeg blev formand, var det det politiske benarbejde, der fyldte mest, nu er der kommet en masse andre opgaver til.

En vigtig sag
Jeg bruger rigtig meget tid på arbejdet, mellem 16-20 timer om ugen. Det, der motiverer mig, er, at jeg brænder for sagen. Der findes jo et væld af andre handicap- og pårørendeorganisationer, men vi er de eneste, der har et bredt politisk fokus på unge og handicap. Og det er bare drønvigtigt, at der bliver lavet politisk arbejde med det som udgangspunkt!

Fx tror jeg ikke, at forældre- eller ’voksen’-oganisationer interesserer sig ret meget for tilgængeligheden på diskoteker – eller for fredagsbaren på uddannelsesstederne. Her er det vigtigt, at vi er der, for som ung ved man godt, at et studium eksempelvis ikke kun handler om at studere, men også om at være med socialt – og det indebærer altså inklusion af unge med handicap, såvel i forelæsningssalen som på fredagsbaren. Vi er faktisk i gang med et projekt, hvor vi arbejder med at gøre uddannelsesinstitutionerne mere opmærksomme på, at de har et ansvar for at inkludere studerende med handicap, og hvor vi prøver at give dem nogle redskaber til, hvordan de kan være mere rummelige.

Ansigt udadtil
Som formand er jeg foreningens ansigt udadtil, og arbejdet med at skabe værdifulde kontakter for foreningen er en stor del af formandsjobbet. Det drejer sig fx om Dansk Ungdoms Fællesråd, som vi er medlemmer af, og om ”de voksnes” handicaporganisationer og pårørendeorganisationer – og så naturligvis politikerne.

Men jeg synes, jeg lærer meget af det. Jeg er i gang med en uddannelse i statskundskab på Århus Universitet, og mange af de fag, vi har, får jeg i mit frivillige arbejde mulighed for at prøve kræfter med i praksis. Det betyder, at der er nogle ting, som mine medstuderende måske har svært ved at se relevansen af, som giver rigtig god mening for mig. Og så tror jeg da, at mine erfaringer fra SUMH betyder noget, når jeg engang skal ud og søge job.