ORGANISATORISK ARBEJDE: FLEMMING
Flemming er frivillig i Børns Voksenvenner. Han står for styringen af foreningens sekretariat, har været kasserer for landsforeningen og er formand for organisationens lokalafdeling i Aalborg. Han fortæller:
Det var nærmest ved et tilfælde, at jeg startede i foreningen. Jeg så en annonce i den lokale avis, som inspirerede mig til at gå i gang. Nu har jeg så været en aktiv del af foreningen i fem år. Mit arbejde består primært af at tage mig af det organisatoriske i foreningen og sørge for, at vi tager hensyn til vores omgivelser – især politikerne og de frivillige i foreningen.
Jeg bidrager med en masse til foreningen og føler, at jeg har de kompetencer, der er nødvendige for at være med til at drive en forening som Børns Voksenvenner. Jeg bruger vel et sted mellem 15 og 20 timer om måneden på mit frivillige arbejde.
Motivationen
Min motivation kommer fra et ønske om at hjælpe andre, især børn. Vi hjælper børn, der har behov for kontakt til ansvarlige voksne, som har tid til at lave aktiviteter med dem og overskud til at lytte. Det er ikke så meget aktiviteterne, der betyder noget, men mere det, at den voksne har tid og ro til at høre børnene fortælle om deres hverdag og de små eller store ting, som optager dem.
Det skaber meget glæde at hjælpe andre, så jeg føler, at vores arbejde i foreningen er meningsfuldt. Det er rart at se ting lykkes, og se, at der er børn, som bliver hjulpet til et bedre liv og en mere overkommelig og glad hverdag.
|