Rådgivning og selvhjælp

Rikke Pedersen er 23 år og har været frivillig på Den sociale skadestue i Aalborg i et års tid. Den Sociale Skadestue er et tilbud til mennesker, der har brug for en at tale med i aften- og nattetimerne. Rikke fortæller om sit arbejde:

Som frivillig rådgiver herinde taler man med de mennesker, der henvender sig til os. Vi har åbent fra otte aften til ni morgen, og folk henvender sig enten personligt eller telefonisk. Når folk kommer herind, serverer vi en kop kaffe eller te, og så lytter vi til, hvad de har på hjerte. Vi tager os altid god tid, både når vi taler med folk personligt og telefonisk.

Vi er her som en form for rådgivning, men ikke som decideret psykiatri eller behandling. Hvis de problemer, folk kommer med, kræver det, henviser vi til længerevarende behandling andre steder. Vi er her mest for at tage os af det akutte, men der er også mennesker, der bruger os i længere perioder.

Motivationen
Jeg er psykologistuderende, og derfor giver det mig noget fagligt at være herinde. Men det er ikke kun derfor, jeg bruger tid på det. Det er spændende at møde så mange typer mennesker med så mange forskellige problemer. Man får virkelig en indsigt i, hvor mange mennesker, der har det dårligt i vores samfund.

Jeg er her to aftener om måneden i ca. fem timer ad gangen. Vi er ca. 70 frivillige herinde, og derfor er det langt fra alle, man kender. Men der er alligevel en enormt god atmosfære herinde. Her er rart at være.

Henvendelserne
Det er alle mulige forskellige mennesker, der henvender sig. Tit er det med akutte problemstillinger, fordi vi jo har åbent om aftenen og natten, og det er tit her, akutte problemer opstår. Når man tager telefonen eller får en personlig henvendelse, ved man aldrig, hvad det drejer sig om, og det er udfordrende. Det kan være alt muligt – angst, ensomhed, kærestesorg, selvmord, misbrugsproblemer eller dødsfald, for eksempel.

Vi frivillige har ikke en faglig baggrund, der ruster os til, når der opstår vanskelige situationer. Men der er altid en fastansat herinde, som har en relevant uddannelse. De kan tage over, hvis vi ikke føler os rustet til en samtale, eller man kan søge råd hos dem og så være bedre klædt på, hvis vi kommer i en lignende situation senere. Når man starter, er man også igennem et forløb på fire vagter, hvor man er ”føl” og får en fornemmelse af, hvordan en vagt forløber.